”Kvinder i tekst og toner”
 


Vokalensemblet SWE-Dames
Frihavnskirken

Fredag den 9. november kl. 19:00
Entré: kr. 50,00

Dirigent Kaspar Beck Hemmingsen og pianist Galya Kolarova. Musik af bla. Libby Larsen, Gwyneth Walker, Eva Rothenberg mfl.

Swe-Dames’ koncert hedder Kvinder i tekst og toner, og ved koncerten høres ny musik skrevet af kvindelige nulevende komponister og tekster af kvindelige forfattere. Koret akkompagneres af en kvindelig pianist, som også spiller et par solostykker ved koncerten.

Swe-Dames beskæftiger sig ofte med nyere musik, idet koret gerne vil forsøge at udbrede kendskabet til især kvindelige komponisters værker for lige stemmer. Ved koncerten synges blandt andet musik af Libby Larsen, (f. 24.12.1950 i Wilmington) – en af Americas mest opførte nulevende komponister. Der bliver også opført musik af Dr. Gwyneth Walker, (f. 1947 i Connecticut), hvis musik er elsket af de udøvende samt publikum for musikkens energi og humor.
  Vokalensemblet Swe-Dames
Vokalensemblet Swe-Dames er et lille, udsøgt vokalensemble, der blev dannet i 1988. Ensemblet består af 12 - 14 erfarne, semiprofessionelle kvindelige sangere i forskellige aldre, og koret arbejder på et musikalsk og teknisk højt niveau. Gennem årene har koret udviklet en spændende klang og en sikker fornemmelse for at synge i vidt forskellige stilarter. Det er et særkende for koret at kaste sig ud i opførelser af helt moderne værker samt værker uden for det kendte repertoire.

Dirigent Kaspar Beck Hemmingsen
Kasper Beck Hemmingsen, der er uddannet kor- og ensembleleder, og han har en musikpædagogisk Diplomeksamen. Kasper Beck Hemmingsen er ansat som studielektor i korledelse ved Institut for Musikvidenskab på Københavns Universitet, og han underviser i korledelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Sjællands Kirkemusikskole. Kasper Beck Hemmingsen arbejder hver uge med kor på mange forskellige niveauer og i forskellige sammensætninger, herunder både ungdoms-, dame, herre samt blandet kor. I sit arbejde med korene lægger han særlig vægt på sund stemmebrug samt klang og tekstnære fortolkninger.

Pianist Galya Kolarova
Galya Kolarova er født i 1985 i Bulgarien. I 2004 blev hun optaget ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med prof. José Ribera som lærer. Hun færdiggjorde sin kandidatuddannelse i 2009 med topkarakter og blev umiddelbart herefter optaget i solistklassen. Galya Kolarova har optrådt som solist og kammermusiker i mange lande og har desuden vundet flere internationale priser, bl.a. førsteprisen som solist med orkester i festivalen Musica in Laguna i 2009 i Chioggia, Italien. Derudover har hun modtaget mange legater, herunder Jacob Gades legat i 2010 og Augustinus Fonden i 2011.